En sejr for bæredygtigheden

En sejr for bæredygtigheden

I december 2021 stemte de 36 øverst rangerende klubber i Tyskland om, hvorvidt bindende bæredygtighedskrav skulle være en del af licenskravet til de tyske klubber. Resultatet blev et klart ja, og sidenhen har det tyske ligaforbund, DFL, arbejdet hen mod en endelig ramme for kravene.

Den 30. maj blev forslaget endeligt vedtaget til vedtægterne omhandlende licenskravene, og dermed bliver Bundesligaen og 2. Bundesliga de første store professionelle fodboldligaer til at inkludere bindende bæredygtighedskrav i licenssystemet. Med de nye licenskrav giver de tyske klubber således håndslag på at forpligte sig til bæredygtighed i dimensionerne; miljø, økonomisk og socialt.  

Krav og konsekvenser
En gradvis implementering af licenskravene vil blive indført i to etaper. Der vil således blive implementeret et sæt minimumskrav fra 2023-24 sæsonen, som klubberne skal overholde for at opnå licens til at spille i ligaerne. Minimumskravene vil til den efterfølgende sæson 2024-25 blive skærpet yderligere, men visse aspekter af disse krav er stadig til diskussion mellem klubberne og ligaforbundet DFL.

De første minimumskrav til licenssystemet i 2023-24 bygger på, at klubberne forpligter sig til at rapportere på deres bæredygtighedsstrategi, som skal vise, hvordan klubberne håndterer de miljømæssige, økonomiske og sociale aspekter af strategien. Herunder forpligter klubberne sig specifikt på at rapportere årligt på udnyttelsen af spildevand, vandforbruget generelt, energiforbruget, og trafik- og mobilitetsanalyser. Yderligere skal alle klubber bevise, at de arbejder aktivt med code-of-conduct for alle medarbejdere, hvor der arbejdes med diversitet, inklusion, lighed og modarbejdelse af enhver form for diskrimination.   
  
I tilfælde af en klub ikke formår at overholde licenskravene, vil det i sidste ende betyde, at klubben ikke kan konkurrere i ligasystemet. Dog vil det næppe ende med, at vi ser klubber bliver smidt ud af Bundesligaen midt i sæsonen. Formålet med bæredygtighedskravene er nemlig ikke at straffe klubberne på banen eller modarbejde deres konkurrenceevne, men derimod at sikre, at klubberne er i takt med resten af samfundet på bæredygtighedsområdet, og trækker deres del af læsset.

Økonomisk forskel
Flere tyske klubber som Wolfsburg, Hoffenheim og Dortmund, har arbejdet strategisk med bæredygtighed længe, hvilket har positioneret dem langt fremme på området også i en europæisk sammenhæng. Men generelt kan vi konstatere, at alle de tyske Bundesligaklubber er godt med omkring bæredygtighed, da Bundesligaen blev kåret som den mest bæredygtige liga i Europa i 2021 af det schweiziske magasin Responsiball.

Dog er det ikke helt uden udfordringer at indføre generelle krav til klubbernes arbejde med bæredygtighed. Der er nemlig langt fra Bayerns Münchens økonomiske muskler til bunden af 2. Bundesliga, hvor vi finder klubber som Regensburg og Sandhausen.

Derfor har rammerne omkring kravene til bæredygtighed også taget i betragtning, at der er stor økonomisk og ressourcemæssig forskel mellem Champions League deltagere og ny oprykkede hold fra 3. Liga. Dette betyder, at klubber som allerede udfører vidtrækkende bæredygtighedsaktivitet, som vi ser med klubber fra Bundesligaen, forsat kan operere med deres respektive bæredygtige strategiske fokus uden at skulle underlægge sig specifikke krav her og nu.

Omvendt er der for klubberne med færrest ressourcer, blevet udarbejdet et rammeværktøj, som sikrer, at klubberne arbejder efter bedste praksis, samt med vejledning til fremtidige handlinger. Således er der i rammerne taget højde for, at bæredygtighedskravene er gennemførlige for klubber i begge ligaer.

Fremtiden for de tyske klubber
Som tidligere beskrevet, så er kravene til bæredygtighed ikke endnu mejslet i granit. Der er nemlig brug for en gradvis vurdering af kravene i takt med, at der bliver indsamlet mere data og viden på området. Derfor er det også meget sandsynligt, at der vil opstå en stramning af kravene som årene går. Stramningerne vil dog foregå i samarbejde med klubberne, så realistiske krav sikres.

Helt konkret arbejdes der fra DFLs side på at etablere en datadrevet platform, hvor klubberne indrapportere deres data. Platformen skal hjælpe klubberne internt med at bearbejde data, og samtidig muliggøre en sammenligning af resultaterne med konkurrenterne. Eksternt kan platformen bruges at underbygge klubbens argumenter for bæredygtige aktiviteter overfor eksisterende og nuværende partnere.

Især mulighederne for at fremvise data eksternt åbner helt nye døre for klubberne kommercielt. Det giver dem mulighed for at indgå partnerskaber med nye brancher og virksomheder, der brander sig bæredygtigt. Det bliver derfor spændende de kommende år at se, hvorvidt de tyske klubber kan drage fordel af bæredygtighedskravene i licensen til at lukke det kommercielle hul op til især de engelske klubber, der de senere år har nydt godt af stigende TV-indtægter.     

Luk menu